JE SUIS CHARLIE
Av, så løb man ind i muren igen. Altså muren af intolerance. En intolerance som kom til udtryk i form af vold, død og ødelæggelse,
og deraf følgende ordstrømme i alverdens medier af sort-hvide synspunkter indpakket i de mest flossede argumenter; og med billeder fra Paris på min nethinde, kan jeg ikke undgå at føle, at verden var bedre i gamle dage, og spørger mig selv om følelsen blot er en gammel mands lod, et tegn på, at jeg er ved at blive gammel, eller om det i virkeligheden er sandt; at verden var bedre før i tiden!
 
Når jeg tænker tilbage, husker jeg kun gode oplevelser fra Paris; som f.eks. første gang jeg var i byernes by og var en del af et dansk landshold af crossløbere, som skulle deltage i Cross du Figaro. Vi blev behandlet som stjerner og boede på Hotel Pullmann tæt ved Eiffeltårnet. Vores stjernestatus, var dog intet at regne mod løbets store stjerne Pat Porters fra USA. Han havde vundet løbet året før og jeg husker hvordan han ankom til startområdet i en Limousine, som en anden rockstjerne. Denne gang vandt han dog ikke løbet. Det gjorde franskmanden, Mohammed Ezzher derimod, og henviste dermed den amerikanske stjerne til andenpladsen. Jeg blev også nr. 2, altså i holdkonkurrencen, takket være ikke mindst Thomas, som blev nr. 13, og modtog den absolut tungeste medalje min store samling af sølvmedaljer nogensinde har indeholdt!
 
Ude i verden følte vi os populære dengang. Således også senere, nogle få år og et par tusinde km længere mod sydøst. Jeg var med Sparta til Europa Cup i Istanbul og husker, hvor ivrigt jeg blev klappet på skulderen af en af de lokale, da vi aftenen efter konkurrencen var på bar. Umiddelbart var han ellers 'sømandstypen' jeg kendte så godt fra havnen i Thyborøn eller Lemvig, der efter en åbningsreplik som: "skal du spil smart?", altid var klar til at give en omgang øretæver til en student i højt humør. At det olme blik, under nogle buskede øjenbryn i baren i Istanbul, så pludselig blev forvandlet til det overstrømmende venlige, skyldtes sikkert de to store kastere, som belejligt var dukket op bag min ryg, men lykkeligt uvidende tog jeg det naturligvis, som endnu et tegn på hvor populære vi danskere i virkeligheden var!
 
Nej, vi var ikke bange for at stikke hovedet frem og følte ingen frygt i verden dengang. Nu føler jeg frygten komme snigende. Stakkels Charlie er knust, Porter faldet ned med en flyvemaskine og min medalje fra Paris er for længst blevet stjålet, men på min nostalgiske nethinde ser jeg stadig et tydeligt billede af Mohammed; den ydmyg vinder af Cross du Figaro 1988!
 
Peder Troldborg, 9-1-14
 
Musik: Better Days, Bruce Springsteen
 
 
 
     Johnny Nielsen hos en barber
     i Istanbul var ikke bange for at
     stikke hovedet frem!
 
…og så var der den om herren der, udstyret med en berlinerguide og en tekande, forsøgte at erobre et marokkansk harem eller…
Sparta til Europa Cup i Istanbul 1993
Det danske hold i Paris på vej til start
med Thomas Sørensen Kielgast, Stig
Nørregård, leder Thomas Thomsen,
Mads Jacobsen, jeg og Johnny Nielsen.